I mange år havde Danmark ét klart ansigt udadtil. Én spiller, ét omdrejningspunkt, én skikkelse, der bar både håb, pres og genistregerne på sine skuldre. Hun hed Anja Andersen.

I dag ser billedet helt anderledes ud – og ifølge assistenttræner på det danske kvindelandshold, Bojana Popovic, er det netop dét, der gør Danmark så farlige.

– Jeg tror, det er svært at finde én spiller i Danmark, der alene skal vinde kampene. Når vi laver sammenhold, snakker vi om hold – og ikke om én, der skal afgøre det hele, siger Bojana Popovic.

Hvor Norge i mange år har haft profiler som Henny Reistad og Nora Mørk, og Rumænien har lænet sig op ad Cristina Neagu, går Danmark en helt anden vej.

– Det kan være pres på én eller to spillere, men de behøver ikke at have det pres. De skal bare spille håndbold, lege og have en god fornemmelse. Det er en del af holdet, og selvfølgelig skal de have hjælp fra holdet – og give den retur, forklarer Popovic.

Popovic peger på, at netop forskellen fra tidligere tider – hvor én spiller ofte bar et helt land – i dag er Danmarks største styrke. Hvor Anja Andersen var symbolet på dansk håndbold i 90’erne, er det nu bredden, der skræmmer modstanderne.

– Det er svært at finde én, der skal afgøre det. Det er heller ikke altid Reistad, der vinder kampene for Norge, selvom vi snakker meget om hende. Der er altid andre, der kan tage deres chance på en anden måde. Det er et hold, der skal vinde kampen – ikke én eller to, siger hun.

Og netop det gør Danmark svære at læse.

Popovic har selv stået i spidsen for hold i flere kampe mod Danmark og fremhæver netop det kollektive udtryk som det mest udfordrende.

– Danmark spiller virkelig som et hold. Vi forbereder os individuelt mod alle spillere, fordi der er så mange, der kan være nøglespillere, siger hun.

I stedet for én stjerne er der mange, der potentielt kan afgøre kampene:

– I dag er det måske Helena Elver, i morgen er det Michala Møller eller Julie Scaglione. Du kan ikke kun tage én, for de andre er også dygtige, fastslår Popovic.

Hun mener, at netop den bredde er forudsætningen for, at Danmark kan blande sig helt i toppen.

– Hvis Danmark skal vinde medaljer, skal vi spille som hold. Det er så svært at se, at to alene kan afgøre det hele. Det er svært at forberede sig mod Danmark, fordi der er så mange, du skal tænke på. Du ved ikke, hvem der rammer dagen – og det er Danmarks stærkeste side, siger hun.

Hvor Anja Andersen personificerede det individuelle geni, personificerer det nuværende danske landshold noget helt andet: kollektiv styrke, bredde og uforudsigelighed. Og ifølge Bojana Popovic er det netop dét, der gør Danmark farlige i de største kampe.

Fra én dominerende stjerne til et helt hold af trusler. Anjas ånd lever måske ikke længere i én spiller – men i måden Danmark spiller håndbold på.