Det var, som om nordmanden og det danske fodboldfolk havde svært ved at finde hinanden, selvom Hareide stort set aldrig tabte som landstræner.

Åge Hareide forstod aldrig danskerne.

I hvert fald ikke dette lille, skandinaviske lands trang til at skulle vinde overbevisende i deres fodboldkampe. Hvorfor var det ikke nok bare at vinde? Det er vel det, fodbold handler om? Dybest set.

Sådan tænkte den stoute nordmand nok ofte efter endnu en af de mange kampe, Danmark ikke tabte. Nogle gange sagde han det højt. Med højlydt undren og stilfærdig frustration i stemmen. ”Hjemme i Norge havde jeg været en helt med de her resultater”, sagde han på et tidspunkt. ”Her rynker folk på næsen. Der er aldrig noget, der er godt nok.”

Danmark tabte nærmest aldrig under Åge Hareide. Nordmanden stod i spidsen for det danske landshold 40 gange og tabte kun tre kampe. TRE. Til Skotland, Polen og Montenegro. Det er helt vildt. Bosse Johansson tabte 14 ud af 40 kampe. Og huskes vel sagtens som en mere succesfuld landstræner…

Noget af det er teknik. Mange vil selvfølgelig tænke, at ”jamen, tabte Danmark ikke til Kroatien ved VM-slutrunden i 2018?” Og svaret er, at det gjorde Danmark da ganske rigtigt. Men det var efter straffesparkskonkurrence. Og så tæller kampen som uafgjort i de officielle statistikker. Det var det samme med en kamp mod Bosnien i Kirin Cup.

Det ændrer bare ikke på, at der er tale om en formidabel statistik. Læg dertil to slutrundekvalifikationer af to mulige og en oprykning til A-laget i Nations League. Åge Hareide gjorde simpelthen rent bord. Den slags burde vi danskere nok lære at sætte lidt mere pris på. Syntes Hareide. Synes jeg.

Javel, der var bestemt også spillemæssige højdepunkter undervejs i Hareides små fire år som dansk landstræner. 4-0 over Polen i Parken og 5-1 over Irland i Dublin. Ingen fik Christian Eriksen til at sprudle og score som Hareide. Jeg stod selv på tilskuerpladserne og skreg min begejstring ud, da Polen blev skilt ad. Jeg tror stadig ikke, det gik op for dem, hvad de blev ramt af. Sikke en aften.

Men den kamp, jeg vil huske, når alle de andre er glemt, er en EM-kvalifikationskamp på udebane mod Schweiz den 26. marts 2019. På det tidspunkt havde det danske landshold ikke ret meget kredit efter den famøse affære med spillerstrejke og vikarlandshold, og da der efter 80 minutter stod 3-0 til de andre, bredte håbløsheden sig i det danske fodboldland. Men ikke hos Hareide.

I den slags situationer viste han sin stålsathed. Han troede på sine folk, og sandelig om ikke Danmark på forunderlig vis fik udlignet til 3-3 på mål af Mathias ’Zanka’ Jørgensen, Christian Gytkjær og Henrik Dalsgaard. Jamen, schweizerne troede jo ikke deres egne øjne. Det gjorde vi danskere sådan set heller ikke. Men Hareide gjorde.

Omvendt var der spillere, som fik Hareides principfasthed at mærke på den hårde måde. Pierre-Emile Højbjerg og Daniel Wass havde hver på sin måde vanskeligt ved at indordne sig kollektivet, og den slags slog Hareide ned på med stor konsekvens. Hvis folk trådte udenfor rammen, så kunne de undværes. Her var der ingen nåde. Således tog Danmark til VM-slutrunden 2018 uden Højbjerg og Wass.

Danmark gik ubesejret gennem kvalifikationen til den EM-slutrunde, der skulle være afviklet i sommeren 2020. Men det satte corona-pandemien en stopper for, og lige netop derfor blev Åge Hareides afsked med det danske landshold så uforløst. En klog mand har engang sagt, at der ikke er noget, der er synd for nogen i professionel fodbold. Det er synd for en dreng på fem år, hvis han ingen julegaver får. Men det er ikke rigtigt. Det var enormt synd for Åge Hareide, at han ikke fik slutrunden i 2020 med. Danmark skulle ovenikøbet spille på hjemmebane. Nu tog Kasper Hjulmand over og høstede på fortryllende vis frugterne af Hareides kvalifikation med semifinalepladsen i sommeren 2021. Men måske kunne Danmark have gjort det lige så godt med Åge Hareide som træner. Hvem ved?

Hareides farvel til landsholdet blev uskønt. Men det er væsentligt at pointere, at nordmanden IKKE blev fyret. DBU’s ledelse med Peter Møller i spidsen ønskede, at landsholdet fik et andet udtryk, og derfor blev Hareides kontrakt ikke forlænget. Hvilket er noget ganske andet end en fyreseddel.

Det ændrede dog ikke på Hareides følelse at være blevet vraget, og nordmanden havde da også umådelig svært ved at skjule sin forbitrelse over DBU’s beslutning. Hvad ville de have, disse danskere? For eksempel nægtede Hareide at modtage det rød-hvide halstørklæde, som en DBU-ansat i et anfald af misforstået kådhed rakte ham efter en vigtig sejr over Schweiz i Parken. Det så mærkeligt ud i situationen. Men reaktionen var et bevis på nordmandens principfasthed. Han var af den gamle skole. Den skulle de ikke lave med ham.

Symbolikken og forsoningen var derfor ikke til at misforstå, da Åge Hareide iført et rød-hvidt dansk halstørklæde blev hyldet for sit arbejde med det danske landshold. Det var før Danmarks kamp i Parken mod Serbien i marts 2022. Jeg var selv til stede og klappede ad manden, der viste format nok til at møde frem og modtage en velment hyldest fra et folk, der aldrig helt forstod ham.

Lad os nænsomt give Åge Hareide et rød-hvidt halstørklæde med sig ud på hans sidste rejse. Du behøver ikke at tage det om halsen, Åge, men tag det alligevel med dig.

Fra Danmark. Med tak.