Det danske kongehus afviser, at der er tale om skjult reklame.

Kronprins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine står med hver sin Royal Copenhagen-julekop i hånden.
Foran dem står genkendelige fade, kander og skåle fra den danske porcelænsfabrik, mens de opdelt i hold udfordrer hinanden i at lave det flotteste peberkagehus.
Videoen er onsdag delt på det danske kongehus’ Instagram og har i skrivende stund høstet knap 100 tusinde likes.
De skal passe på med, hvad de sætter på bordetJakob Steen Olsen, kongehuskommentator hos Berlingske
Men blandt kommentarerne på videoen er der flere kritiske røster fra danskere, der hæfter sig ved den store mængde porcelæn foran den royale familie.
– Glædelig jul til Danmarks højest betalte influencere, lyder det blandt andet fra en bruger.
Ifølge Berlingskes kongehuskommentator, Jakob Steen Olsen, er der flere grunde til, at videoen er “påfaldende”.
Kongehuset afviser reklame
Videoen indledes med, at kronprins Christian spørger sine søskende, om de er klar “på en lille søskendeudfordring”.
Han placeres på samme hold som sin lillebror, prins Vincent, mens prinsesse Isabella og Josephine udfordrer brødrene på den anden side af bordet.
Selvom der i kommentarsporet sendes meget kærlighed i retning af familien, der på Instagram når ud til 1,2 millioner følgere, forholder flere sig kritisk, ligesom i ovenstående eksempel:
– Hvem end, der arbejder hos Royal Copenhagen, bør få en lønforhøjelse med al den opmærksomhed, lyder det eksempelvis fra en bruger.
Flere pointerer, at det er “en fed reklame”.
Det er da heller ikke fordi, at virksomheden i centrum for debatten virker til at være kede af den kongelige brug, af deres brand.
Royal Copenhagen kvitterer opslaget med en stjerne-emoji.
Til TV 2 henviser Kongehuset til kommentaren i Berlingske, hvor det afviser, at der er tale om skjult reklame for Royal Copenhagens stel.
– Der er brugt det porcelæn, som findes og bruges i køkkenet til daglig, lyder det fra Kongehusets kommunikationsafdeling til mediet.
Jakob Steen Olsen mener ikke, at der er grund til at betvivle Kongehusets kommentar. Men den royale familie skal alligevel tænke sig om, lyder analysen.
Vækker undren
Kongehuskommentatoren hæftede sig – ligesom flere brugere – ved den store mængde kongeligt porcelæn, da han selv så videoen.
Ifølge ham skal Kongehuset konstant i dagligdagen være bevidste om ikke at være reklamesøjler.
– Ellers kan det give bagslag, siger Jakob Steen Olsen.
I 2024 oplyste Kongehuset, at de afskaffede ordningen med kongelige hofleverandører, som Royal Copenhagen blandt andet har været en del af.
– Det er Kongehusets opfattelse, at en ordning, som indebærer, at enkelte virksomheder gennem en årrække kan påberåbe sig en særlig anerkendelse fra Kongehuset, ikke længere er tidssvarende, lød det dengang i en pressemeddelelse fra Kongehuset.
Derfor vækker beslutningen om at placere så meget ens stel i én video undren, fortæller Berlingske-kommentatoren.
Skal passe på, lyder analyse
Kongehuset skal ifølge Jakob Steen Olsen tænke over, hvilke situationer de bringer sig selv i, og være fri af økonomiske interesser.
Han henviser til kommentaren fra en bruger, der kalder dem de “højeste betale influencere” og påpeger, at Kongehuset netop ikke må reducere sig selv til at blive influencere.
Man kan dog ifølge Jakob Steen Olsen kalde den royale familie en slags influencere i ordets egentlige forstand, fordi de har stor indflydelse – på trods af at de ikke har reel magt.
– Netop derfor skal de passe på med, hvad de sætter på bordet, siger Jakob Steen Olsen.
Video med prank
Ifølge kommentatoren er der tale om en forholdsvis harmløs video, men Kongehuset har et generelt ansvar, fordi de skal leve af både seriøsitet og autenticitet, lyder analysen.
Jakob Steen Olsen hæfter sig særligt ved, at videoen er bygget op af en såkaldt prank, hvor kronprins Christian og prins Vincent pludselig hiver et færdiglavet og flor pyntet julekagehus frem foran sine søstre.
– I videoen her gør de påfaldende brug af det fiktive med en prank, som virker ret forberedt. Det, synes jeg, at Kongehuset skal passe på med.
Man må bare ikke så tvivl om deres autenticitetJakob Steen Olsen, kongehuskommentator
Tidligere på året malede dronning Margrethe illustrationen til en kop fra Royal Copenhagen i anledning af deres 250-års jubilæum.
Det førte også til en diskussion om, hvorvidt det var berettiget, at dronningen “lånte sin kunstneriske integritet ud”, fortæller Jakob Steen Olsen.
– Man må bare ikke så tvivl om deres autenticitet, siger han.