
Sikandar Siddique mener ikke, at Københavns Kommune kan kræve yderligere oplysninger fra ham. Men det er kommunen uenig i

Send os de oplysninger.
Så klar er meldingen fra Københavns Kommune, der ikke giver meget for Sikandar Siddiques påstand om, at kommunen ikke kan kræve flere oplysninger i sagen om hans adresse-rod.
Over for Ekstra Bladet slår kommunen fast, at de bestemt mener, at de er i deres gode ret til at kræve oplysningerne fra Frie Grønne-politikeren.
– Forvaltningen kan oplyse, at det forhold, at en kommune har vurderet, at en borger ikke skal være registreret i denne kommune, ikke indebærer, at Københavns Kommune er afskåret fra selvstændigt at tage stilling til, om borgeren er korrekt bopælsregistreret i Københavns Kommune.
– Tværtimod er forvaltningen efter CPR-lovens paragraf 10 forpligtet til at sikre, at bopælsregistrering i CPR i Københavns Kommune er korrekt, lyder det fra kommunen til mediet.
Nyheden kommer efter, at Sikandar Siddique søndag meldte ud – via sin advokat, Erbil Kaya – til Ritzau,
Sikandar Siddique havde fået deadline i dag, mandag, til at sende dokumentationen.
Advokaten mener, med henvisning til CPR-loven, ikke at Københavns Kommune har hjemmel til at bede om yderligere oplysninger, da en anden kommune – i dette tilfælde Herlev Kommune – har truffet en afgørelse i sagen allerede.
– Der er ikke en kommune, som er over en anden kommune. Det er ikke som byret, landsret og Højesteret, hvor der er et hierarki. Kommunerne er sideordnede, så det at en kommune træffer en afgørelse, som en anden kommune skal prøve at overrule, det er mærkeligt, sagde advokaten.
Han mener, at “når en kommune først har truffet en afgørelse, så skal den anden kommune respektere den”.
– Så vi vil bede Københavns Kommune om at oplyse, hvilken hjemmel kommunen har til at undersøge denne sag, efter at en anden kommune allerede har truffet afgørelse om, at alt er, som det skal være, lød det søndag fra Kaya.
Og den hjemmel har kommunen altså nu slået fast, at de bestemt mener, at de har.
Sikandar Siddique blev ved kommunalvalget 18. november valgt til Borgerrepræsentationen i København. Men her kan han kun sidde, hvis han også bor i kommunen.