
Region Nordjylland vil ikke kommentere på sagen af hensyn til tavshedspligten.
Ole Næser Thomsens søster og niece tager i mod i opgangen, hvor de sidst så deres bror og onkel. Få dage forinden måtte de meget uventet tage afsked med ham.
– Det er et kæmpe chok for os. Han fejlede ikke rigtig noget og var glad for sin tilværelse, siger hans søster Gundi Næser Jensen.
65-årige Ole Næser Thomsen begyndte at klage over smerter i sit ene ben og havde svært ved at gå.
Derfor kontaktede han sammen med sin kæreste vagtlægen, som bad ham opsøge akutmodtagelsen på Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring.
– Han var meget diffus, og han var noget forvirret, fortæller Nadia Voergaard Christensen, som er Ole Thomsens niece
Men i akutmodtagelsen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring, får familien indtrykket af, at Ole bare bliver sendt rundt.
– Han blev sendt frem og tilbage mellem forskellige afdelinger, og vi havde fornemmelsen af, at ingen rigtig gjorde noget. De ville helst sende ham hjem, siger Nadia Voergaard Christensen.
Døde på vej op til sin lejlighed
Ole Næser Thomsen gav ifølge sin søster og niece tydeligt udtryk for, at han var utryg ved at tage hjem uden diagnose og behandling.
Til sidst indvilgede personalet på hospitalet i at give Ole Thomsen en ultralydsscanning, men den viste ikke noget.
– Ole blev bedt om at tage hjem og søge egen læge, og det gjorde han så, siger Gundi Næser Jensen.
Det lykkedes ikke familien at få Ole ind i hans kærestes bil, så derfor blev bestilt en stor taxa til at fragte Ole hjem til sin lejlighed i Frederikshavn.
Chaufføren hjalp ham ind i opgangen, men opgav at få ham op på første sal, hvor han boede. Da han sad og hvilede på trappen, døde han.
– Vi forstår ikke, hvordan det kan lade sig gøre, at min onkel går hen og dør lige efter, at han har forladt hospitalet. Ambulancefolkene gættede på, at han havde en blodprop i benet, som under transporten hjem var krøbet op i hjertet, siger Nadia Voergaard Christensen.
Vil have svar
Ole har selv to børn, men de er for berørte til at lade sig interviewe om deres fars død.
– Nu er vi sammen med hans datter i går, og som hun siger, ‘faster de har sådan set slået min far ihjel.’ Det var hårde ord, siger Gundi Næser Jensen.
Oles niece har altid haft et nært forhold til sin onkel.
– Jeg blev helt varm i går, da jeg så,der var et billede af mig i hans pung. Så vidste jeg, hvor meget jeg betød for ham, siger hun.
Og nu vil hun vide, hvordan det kan gå til, at han endte sit liv kun få minutter efter, at han var udskrevet fra hospitalet. Derfor har familien har klaget over hændelsen til Region Nordjylland og givet TV2 Nord tilladelse til at se akterne i sagen.
Region Nordjyllands lægefaglige direktør, Steffen Helmer Kristensen har efterfølgende sendt os følgende skriftlige kommentar:
‘Vi har medfølelse med de pårørende, der har mistet en nærtstående. Vi kan dog ikke kommentere nærmere på et konkret patientforløb af hensyn til tavshedspligten.’