Efter en nærdødsoplevelse har Niels “Noller” Olsen lagt musikken bag sig og fundet en ny passion, der holder mørket væk.

Hvis ikke hans hjertelyd kunne følges på en skærm på væggen, ville det være svært at se, at Niels ”Noller” Olsen stadig var i live.

Morfin havde lagt ham i en dyb søvn, og da hans hustru, Kirsten, tog hans store hånd, føltes den lille og slap i hendes.

Det var ikke mange øjeblikke siden, at Kirsten Bentsen havde siddet hjemme i Gentofte og svaret telefonen med lige dele chok og selvfølgelighed.

Det var nu, hvis hun og de fire voksne børn ville nå at tage afsked, lød det fra den anden ende.

På hospitalet gik de ind én for én og fortalte deres mand og far nogle rare ting, han kunne tage med sig. Og Kirsten spillede hans yndlingssang. ’Blackbird’ af The Beatles.

Det har hun siden fortalt ham.

– Men jeg ved desværre ikke, hvad de sagde, for jeg kan ikke huske noget fra den dag, siger Niels ”Noller” Olsen.

Sprællevende. Og med en stor, skrattende latter.

– Jeg har det såmænd meget godt. Er det ikke utroligt?

Kan mærke det, når broderen optræder

Det er næsten syv år siden, hans familie tog afsked med ham på hospitalet.

Syv år siden, at den kemo, der skulle give ham livet tilbage efter en ondartet tumor i hjernen, næsten tog det fra ham igen.

Smerterne skulle dulmes med morfin. Men han kunne ikke tåle den kraftige medicin, fandt lægerne siden ud af.

Lidt sent, synes Noller nu nok.

Men da han først fik modgift, kunne Kirsten Bentsen pludselig ane en svag sitren bag hans øjenlåg.

Og da hun igen klemte hans hånd, fik hun et klem tilbage.

– Det var sindssygt. Det var fuldstændig sindssygt, siger Noller.

Ordene falder langsomt og mumlende. Og han må ofte lede lidt efter dem.

Stemmen er blevet raspende, siden den tryllebandt publikum med hits som ’Angelina’, ’Marie, Marie’, ’Walk Right Back’ – og ikke mindst den grandprixvindende ’Smuk som et stjerneskud’ – i duoen Brødrene Olsen.

Bandet startede han med sin bror, Jørgen Olsen, da de var henholdsvis 11 og 15 år gamle.

Dengang kaldte de sig The Kids. Siden ændrede de navn til Brødrene Olsen.

Indtil de i 2000 blev kendt som The Olsen Brothers, da de vandt det internationale Melodi Grand Prix med oversættelsen ’Fly on the Wings of Love’.

I dag kan Noller ikke længere stå på en scene. To hjerneblødninger og kræft i hjernen har sat sine spor i den 71-årige musiker.

Så i 2019 vinkede Noller farvel til den musik, der har fulgt ham hele livet.

Hans bror er fortsat. Og onsdag, under optagelserne til TV 2s nytårsshow ’De største øjeblikke’, optrådte Jørgen Olsen med ’Fly on the Wings of Love’ i anledning af 25-året for Eurovision-sejren.

Noller var ikke med på scenen. Det var derimod Danmarks seneste grandprixvinder, Sissal.

– Det kan godt genere mig lidt. Selvfølgelig kan det det, siger Noller med et lille grin.

– Det er ikke sådan, at jeg ruller rundt på gulvet og tuder. Men når jeg ser dem optræde, kan jeg selvfølgelig godt tænke, at det var mig, der havde en masse idéer til nummeret, og mig, der skulle kæmpe for tingene. Det er ærgerligt, at det ikke kan lade sig gøre at stå på scenen, siger han og tilføjer så:

– Men jeg er jo ikke egnet til det længere. Nu er det sådan, det er.

Faktisk havde Noller allerede besluttet at lægge musikken på hylden i 2019. Han var træt. Træt i kroppen og træt af at være på vejene hele tiden.

Nu ville han trække sig tilbage som 65-årig, nyde friheden og rejse verden rundt med sin Kirsten.

Men det nåede de aldrig.

For i tiden op til den optræden på Smukfest, som skulle have været afskedskoncerten, bemærkede Kirsten Bentsen, at Noller begyndte at være lidt kluntet i sine bevægelser.

Ting blev væltet ned fra natbordet om natten, han havde svært ved at styre kaffekoppen, og når de var ude at køre, ramte han en kantsten her og der.

På dagen for afskedskoncerten hang hans ansigt i højre side.

Noller var så træt, at han knap havde overskud til at komme op på scenen. Han havde det elendigt, og han husker det ikke selv, som om han sang særlig godt den dag.

Efter koncerten vidste brødrene, at de netop havde haft deres sidste officielle optræden sammen.

Men de vidste ikke, hvor galt det snart ville gå for Noller.

Halvandet år på hospitalet

Det var ellers ikke mange måneder siden, at Noller selv havde fået et varsel.

På vej til bisættelse for barndomsvennen Ole Stephensen havde han skadet to parkerede biler i et forsøg på at få plads til sin egen.

Han husker, at han fortalte det til den fremmødte presse, men han husker ikke, præcis hvad han sagde til journalisterne, eller hvorfor det overhovedet var sket.

14 dage efter koncerten på Smukfest faldt han pludselig om og blev indlagt.

En scanning afslørede, at han havde en tumor i hjernen.

– Jeg lå halvandet år på hospitalet. Det er fandme lang tid. Men det hjalp, siger Noller, når han skal fortælle den korte version.

Den lidt længere version indeholder passager med mørke tanker. Så mørke, at han flere gange tænkte, at han ikke havde lyst til at være her længere.

– Kemoen gjorde mig helt forskrækket og dum. Jeg kunne ikke regne med noget som helst. Det står tilbage som det værste, der nogensinde er sket for mig, siger han.

Efter nærdødsoplevelsen med morfinforgiftningen, hvor familien var blevet bedt om at tage afsked, fik Noller det langsomt bedre i både krop og sind.

Og efter kun tre af de seks planlagte kemobehandlinger konstaterede lægerne, at tumoren var væk.

Han var kræftfri.

Har fundet mening i kunsten

I dag er han stadig mærket af sygdommen. Han går med rollator, og han husker ikke så godt.

Men når han sætter sig ved bordet og fører en tusch rundt på papiret, glemmer han alt om sygdom.

Efter at have lagt musikken på hylden har Noller nemlig støvet en anden gammel passion af. Billedkunsten.

– Det går jo ikke, at jeg bare sidder og glor ud i luften, siger han.

Interessen for at male startede allerede, da han som barn tegnede trommeskind og bækkener på store stykker papir og hamrede løs på dem for at imitere sin far, der var en habil trommeslager.

Siden blev tegningerne skiftet ud med rigtige trommesæt. Men passionen for at tegne blev aldrig glemt.

– Det giver mig nøjagtig det samme, som når jeg er i studiet og eksperimenterer med lyde, siger han.

Så har han ikke brug for at vende tilbage til musikken.

– Det er helt slut, og det har jeg det godt med. Ja, for fanden. Jeg var så træt af det liv. Af altid at være på vejene. Det var helt umuligt.

Det er mærkeligt, at hans bror, Jørgen, stadig kan klare det, bemærker Noller.

– Han er jo 75 – det er godt klaret. Men hvis bare jeg selv kan blive fri, siger han.

Og slår en stor latter op.

Se ’De største øjeblikke’ mandag 29. december på TV 2 og TV 2 Play.