
Viktor Axelsen er ramt af rygproblemer.
Foto: Jesper Sunesen
Der er trist nyt fra badmintonstjernen Viktor Axelsen, der igen er ramt af rygproblemer og nu må aflyse sine kommende turneringer.
Det skriver TV 2 Sport.
Efter at have kæmpet sig tilbage fra en længere skadespause er den dobbelte OL-guldvinder blevet ramt af et alvorligt tilbageslag.
Viktor Axelsen blev i foråret opereret i ryggen og arbejdede sig tålmodigt tilbage mod topformen. I september gjorde han comeback ved en turnering i Hongkong, og måneden efter spillede han sig helt frem til semifinalen ved Denmark Open.
Nu har kroppen dog igen sat en stopper for planerne.
Når Axelsen har kæmpet med fysikken i kampene, har man til tider set ham slå med knytnæven ind på sin ene balle. Foto: Laurent Lairys / Shutterstock/Ritzau Scanpix
Ifølge TV 2 Sport har Viktor Axelsen meldt afbud til både Super 1000-turneringen Malaysia Open og India Open, der afvikles ugen efter.
Over for TV 2 Sport forklarer han, at afbuddene skyldes rygproblemer, og at det er de samme problemer, som han tidligere har døjet med.
Tilbage i oktober deltog Axelsen også i French Open, hvor han røg ud i kvartfinalen efter et opgør mod Anders Antonsen.