Forfatteren på “Carmen Curlers” har taget sig lidt friheder, men faktisk følger historien om Axel Byvang meget godt den autentiske historie om Arne Bybjerg.

I tre sæsoner har vi fulgt Axel Byvang i ”Carmen Curlers”, der er inspireret af virkelighedens curlerkonge Arne Bybjerg.

I den sidste sæson er Axel utrolig presset over salget af firmaet til det amerikanske kosmetikfirma Clarice, og han lader sig presse til at ofre flere af sine nærmeste kolleger, for at salget kan gå igennem, og så han kan blive siddende ved roret af firmaet.

I sidste øjeblik laver han den tilføjelse til kontrakten, at fabrikken skal blive i Danmark i 20 år, og så vælger han at træde tilbage for så at overlade direktørposten til den samvittighedsfulde Kaj Wagner – der dog ikke udviser stor begejstring.

Forfatteren bag serien har taget sig nogle friheder, hvad angår detaljerne, men ellers lægger serien sig op ad virkeligheden.

Forgangsfirma

Carmen Curlers erstattede de gammeldags papillotter i 1964, og som vi så i første sæson, gik de hurtigt deres sejrsmarch. Ikke alene her i landet, men over store dele af verden.

Direktør Arne Bybjerg var noget af en visionær.

Han ville ikke kun tjene penge til sin egen lomme: Han drømte om at lave verdens bedste arbejdsplads på fabrikken i Kalundborg!

Som den første virksomhed i Danmark skulle alle være dus uanset stilling.

På få år var lokalområdet støvsuget for ufaglærte kvinder, der alle fik chancen for at blive mellemledere, bare de selv skaffede 10 medarbejdere.

I kantinen var der jævnligt lodtrækning om gaver – for eksempel charterture, hvor heldige vindere blev kørt i lufthavnen i Bybjergs egen Rolls-Royce! Det skulle ikke føles som at komme på arbejde, når man trådte ind ad døren – det skulle være som at komme hjem til sin familie.

Tvunget til at sælge

I 1968 blev Clairol fra USA storkunde, og afhængigheden af det amerikanske firma gjorde Carmen sårbar.

For i 1969 aftog Clairol omkring 80 procent af produktionen, og Arne Bybjerg fik besked om, at hvis han ikke solgte sit hjertebarn, ville de opkøbe en konkurrent og trække deres ordrer tilbage!

Han havde intet valg og solgte firmaet for omkring 300 millioner kroner, hvilket i dag ville være omkring 2,5 milliarder kroner.

– Vi sælger af flere grunde. Fordi vi er et étproduktskompagni, der har problemer med at finde kapital til udvidelse, sagde han dengang i et interview med TV Avisen og indrømmede i samme åndedrag, at han gerne havde set, at fabrikken var forblevet på danske hænder.

– Men vi tror, risikoen ligger i, at vi om to-tre år ville blive kørt nedenom af konkurrenterne, sagde han.

Produktionen fortsatte i Kalundborg under amerikansk ledelse.

Året efter toppede virksomheden med en ordre på et trecifret millionbeløb!I

1970 rundede Carmen Clairol 3.000 ansatte og en omsætning på 200 millioner kroner.

Men Clairol ændrede en del af arbejdsgangene på fabrikken.

Der var meget mere kontrol af de ansatte, blandt andet ved brug af stopure.

Stemningen ændrede sig på fabrikken – det gode sammenhold og Bybjerg-festen forsvandt.

I stedet startede strejkerne.

Til sidst skiftede hårmoden – krøller var ikke længere in!

Firmaet begyndte at fyre folk, og den sidste produktion rykkede til Asien, som det også er amerikanernes hensigt i serien.

Da amerikanerne siger til Axel, at han skal med til Asien, er det fordi Arne i sine unge år i virkeligheden ledede en plantage i Malaya, der beskæftigede 6.000 medarbejdere.

Med tiden måtte Carmen Curlers-fabrikken dreje nøglen om – de tilbageværende 400 medarbejdere måtte finde nye veje i 1990.

Og Arne Bybjerg – der ellers var meget ked af at have været tvunget til at sælge virksomheden – undgik at sidde i ledelsen, da firmet gik fallit.

Flyttede til udlandet

Efter salget flyttede han først til Schweiz og dernæst Australien.

Her ville han opføre en gigantisk ferieby beregnet til 100.000 turister med lejligheder, golfbaner, restauranter og forlystelser.

Det skulle vise sig at være svært i et meget tyndt befolket område, der primært består af regnskov, og hvor nærmeste storby er flere tusinde kilometer væk.

Derfor blev ferieparadiset aldrig andet end en uforløst drøm.I stedet drev han en kvægfarm på et areal, der kunne dække Lolland-Falster med 13.000 stk. kvæg.

Her boede han indtil sin død 13. november 2022.

Han blev 94 år gammel.