Der dufter af gran og jul, da Emma Josefsen åbner døren til sin lejlighed i Aarhus.

Interviewet foregår 24. november.

Alligevel står der allerede juletræ i stuen, julestel på bordet og lidt julepynt på hylderne.

Det giver lidt hygge, når man sidder en del hjemme, forklarer Emma Josefsen.

For cirka ti år siden var hun en af landets mest kendte teenagere – kendt fra det populære og banebrydende tv-eksperiment ’Årgang 0’.

Men i 2015 trak hun stikket og forlod programmet.

Siden har der været relativt stille om den nu 25-årige Emma, der også har valgt at takke nej til at medvirke i programmet ’Årgang 0 Forever’, der netop nu vises på TV 2.

Alligevel har hun valgt at stille op til dette ene interview for at fortælle, hvordan hun har det, og hvad hun laver i dag. Hvorfor vender vi tilbage til senere.

Det er fem år siden, at Emma Josefsen sidst gav et interview.

Emma Josefsen

Emma Josefsen blev født i 2000.

Hun var en af de dengang fem børn og familier, der medvirkede i programmet ’Årgang 0’, hvor seerne endte med at følge deres liv igennem 18 år. 

Emma Josefsen voksede op i byen Tarm med forældrene Lene og Poul-Erik, der arbejdede som henholdsvis pædagog og købmand.

Senere blev familien udvidet med de to mindre søskende Simon og Mikkel.

I 2015 valgte Emma Josefsen at stoppe sin medvirken i ’Årgang 0’. Seerne fik dog et kort gensyn med hende i 2020, da der blev lavet en kort særudgave af programmet.

Dengang drømte hun om at gå i købmandsfarens fodspor og studere noget med økonomi.

I dag har hun taget et helt andet valg, der blandt andet trækker tråde tilbage til hendes barndom.

For kort tid efter hendes sidste interview kom corona.

Og som så mange andre unge fik Emma vendt op og ned på sine planer.

Mødet, der ændrede drømmen

I 2020 havde Emma Josefsen ellers planlagt et sabbatår i Australien som au pair.

Men pandemien og nedlukningen satte en brat stopper for drømmen.

I stedet blev hun handicaphjælper for en 9-årig dreng med cerebral parese i en familie nær hjembyen Tarm – et job, hun tøvede med at søge, fordi hun tvivlede på om hun var dygtig nok. Hun blev dog ansat med det samme.

Mødet med drengen ændrede hendes fremtidsdrømme.

“Noget med mennesker”

Det er nok det fedeste, jeg nogensinde har prøvet.

Sådan beskriver Emma Josefsen tiden som handikaphjælper hos familien, der bestod af en mor og far og tre børn.

Hendes primære opgave bestod i at hjælpe drengen og være hans ”arme og ben”, men hurtigt følte hun sig også som en del af familien.

Det var her Emma Josefsen opdagede, at hun måske alligevel ikke skulle læse økonomi.

– Jeg fandt ud af, at jeg har det bedre, når jeg er ude blandt mennesker, siger hun.

Samtidig ville hun ønske, at hun kunne have hjulpet drengen endnu mere. Og det tror hun, at hun kunne, hvis bare hun havde fagligheden.

Derfor besluttede hun sig for at ville læse psykologi.

Ville ikke have været foruden

Hun søgte først ind på studiet efter tre gode sabbatår, hvor hun i noget tid dobbeltjobbede som både handikaphjælper og pædagogmedhjælper med en 45 timers arbejdsuge.

Næsen for god økonomi og en solid opsparing havde hun trods alt stadigvæk. Den har hun fået med fra barnsben fra sin far Poul-Erik, der drev den lokale købmandsbutik i Tarm.

Emma Josefsen har været med sin far i hans forskellige købmandsforretninger, siden hun var helt lille.

Sabbatår er ellers ikke noget, der har været børn født i 00’erne forundt.

Emma Josefsen og de fleste andre i hendes generation har fået tudet ørene fulde af, at de skal skynde sig at komme videre igennem uddannelsessystemet.

Men den tilgang er Emma Josefsen uenig i. Hun ser tilbage på de tre sabbatår med stor taknemmelighed.

– De år har hjulpet mig til at finde ud af, hvad jeg vil. Hvis jeg havde skyndt mig igennem, havde jeg nok endt med at læse den forkerte uddannelse, og så måtte jeg alligevel starte forfra, siger hun.

I 2023 kunne Emma Josefsen så påbegynde psykologistudiet i Aarhus. Her flyttede hun ind i en treværelseslejlighed med en veninde.

Selvom drømmen oprindeligt blev tændt i hendes arbejde som handikaphjælper, fortæller hun, at hendes valg også trækker tråde tilbage til hendes familie og deres historie.

– Min søde lillebror

Emma Josefsen er vokset op i Tarm med sine forældre Lene og Poul-Erik samt de to mindre brødre Mikkel og Simon.

Men allerede tidligt viste det sig, at Simon havde nogle udfordringer.

Emma Josefsen husker, hvordan forældrene igennem flere år forsøgte at få hjælp, og hvordan Simons udfordringer prægede familien.

Først i sjette klasse fik Simon diagnosen Aspergers – en slags autisme.

Og i dag drømmer Emma Josefsen om at arbejde med børn – eller forældre til børn – der har adhd eller andre diagnoser.

– Det valg skyldes jo nok min søde lillebror, siger hun og smiler.

For hun har selv oplevet, hvor svært det kan være for både barnet og familien, når et barn har en diagnose.

– Jeg kunne godt tænke mig, hvis jeg kunne give familier som min egen noget bedre og hurtigere hjælp, siger hun.

Faktisk er hun allerede et godt stykke på vejen til drømmen.

Ved siden af sit studie arbejder Emma Josefsen som terapeut hos Center for ADHD+, hvor hun rådgiver forældre til børn med adhd eller børn med lignende udfordringer online.

Det er et ”vildt” ansvar, men også enormt spændende, fortæller hun.

Det er dog ikke det eneste job, Emma Josefsen jonglerer på sidelinjen.

– Det kan jeg nok ikke

Hun har for nylig fået en bestyrelsespost i Dansk Psykologforening. Den fulgte automatisk med, da hun blev valgt som næstforperson i studentersektionen.

– Lige først tænkte jeg: ”Ej, det kan jeg nok ikke finde ud af,” siger hun.

Det er tredje gang under interviewet, at Emma Josefsen nævner sin tvivl om, hvorvidt hun ”kan finde ud af” noget.

Det til trods for, at hendes gennemsnit var højt nok til at bringe hende ind på psykologiuddannelsen, der kræver et gennemsnit på 10,7.

Da hun bliver gjort opmærksom på det, nikker hun og smiler:

– Ja, det er nok lidt symptomatisk for mig at sige sådan. Måske er det noget med ydmyghed, siger hun.

Men der var også en anden grund til, at hun tøvede med at sige ja til bestyrelsesposten. For siden hun var 13 år, har hun skullet være særligt opmærksom på én ting.

Høje forventninger

Flere fra ’Årgang 0’ er igennem tiden blevet ramt af stress.

Emma Josefsen var en af dem.

I en alder af bare 13 år blev hun nemlig ramt af stress og måtte sygemeldes en måned.

Stressen kom efter længere tid, hvor Emma Josefsen havde lagt låg på sine bekymringer om alt fra sin lillebrors trivsel og familiens økonomi til hverdagen i skolen og sit ønske om at gøre alting helt perfekt.

Hun husker stadigvæk tiden med stress i dag.

Jeg bryder mig ikke så meget om at skille mig ud. Jeg har det faktisk bare rigtig godt som en del af mængdenEmma Josefsen

Derfor er hun også ekstra opmærksom på symptomerne. Når det kommer, viser det sig som regel som synsforstyrrelser.

Sidst hun havde dem, var for cirka et år siden.

Men efter at have været en tur hos lægen og til psykolog, fik hun styr på en af de ting, der er vigtigst, når hun begynder at kunne mærke stressen: Hendes egne forventninger.

Mest af alt til sig selv.

Tilbage til landsbylivet

Da Emma Josefsen første gang blev ramt af stress, kæmpede hun med at alt skulle være perfekt. Nu øver hun sig i at sætte barren realistisk.

Hun har blandt andet besluttet, at en bestyrelsespost er bedre for cv’et end at jagte én karakter højere på studiet.

Men det, der hjælper allermest, er, at hun og hendes nærmeste har det godt. Og det har de.

I dag tæller hendes nærmeste hendes venner, familie og kæreste. Emma Josefsen og hendes kæreste har dannet par i fire år, men de har kendt hinanden endnu længere, da de kommer fra samme by.

Lige nu deler de lejligheden i Aarhus, men de er begge fast besluttet på, at de ikke skal blive boende her.

Emma Josefsen savner livet i en lille by som for eksempel Tarm, hvor hun selv voksede op.

– Jeg savner at bo i en landsby, hvor man hilser, når man går forbi hinanden på fortovet. Her kan jeg godt blive lidt frustreret over, at man kan gå på det samme træningshold i halvandet år, uden at nogen hilser på hinanden, siger hun.

Så hun og kæresten satser på at finde en mindre by at slå sig ned i – med hus og have, ikke mindst.

Om det ligefrem bliver i Tarm tæt på familien, ved hun dog ikke.

Men faktisk er både familien og kæresten én af grundende til, at Emma Josefsen sagde nej til at lukke seerne ind i sit liv igen i det nye ’Årgang 0 Forever’.

Hun havde nemlig ikke lyst til, at de skulle følge hverken hendes familie, hendes kæreste eller livet på studiet.

– Og hvad skulle de så egentlig filme. Mig der sidder alene herhjemme? spørger hun retorisk og griner.

Men der er en også en anden og endnu vigtigere grund til, at hun har sagt nej.

Væk fra rampelyset

Emma Josefsen. Foto: Simone K. Hansen / TV 2

Emma Josefsen har aldrig brudt sig om rampelyset. Det kan lyde paradoksalt, når hun helt bogstaveligt blev født ind i det.

Men hendes manglende lyst til at være kendt af en af de vigtigste grunde til, at hun holder sig lidt på afstand fra tv.

I dag mærker hun, hvordan hun sjældnere og sjældnere bliver genkendt.

– Det er helt vildt dejligt. Jeg synes, det er så rart at gå under radaren, siger hun og tilføjer:

– Jeg bryder mig ikke så meget om at skille mig ud. Jeg har det faktisk bare rigtig godt som en del af mængden.

Indimellem sker det dog, at nogen genkender hende. Det gør hende ikke noget, for folk er altid søde.

”Du og din familie var bare sådan en almindelig familie,” hører hun tit.

Faktisk tænker hun, at både hun og familien er så almindelige, at de næppe var blevet castet til et lignende program i dag.

– Jeg tror simpelthen, vi ville være for kedelige og normale, siger hun og smiler.

– I dag skal alting helst være lidt mere ekstremt.

Ingen dårlige følelser

Når hun ser tilbage på sin tid i ’Årgang 0’, er det ikke med dårlige følelser.

Omvendt er hun glad for, at hun trak sig i 2015, fordi det gav hende chancen for at leve lidt mere i fred.

Det gode spørgsmål er så, hvorfor hun alligevel har sagt ja til at lave dette interview – når nu hun helst vil gå under radaren.

Her er svaret, at hun ikke vil have, at folk tror, hun sagde nej til programmet, fordi der er noget galt, eller fordi hun har det dårligt.

For det har hun ikke.

Hun har det rigtig godt. Bare bedst – en smule væk fra rampelyset.